Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Valhallas pædagogiske læreplan

Læreplan for Børnehuset Valhalla

Du sidder med børnehuset Valhallas læreplan. Læreplanen er udarbejdet i løbet af 2019 og 2020. 

Juli 2021: har vi også færdiggjort vores fortolkning at det pædagogiske grundlag, som er fundamentet for den styrkede læreplan, og vi har lagt et dokument op med de fokusområder op, som vi har besluttet af arbejde med i 2021-2022.

Se dokumenterne nederst på dennne side.

Læreplanens indledning

Vi ser beslutningen om den styrkede læreplan fra 2018, som et paradigmeskifte i styringen af dagtilbuddene. Den styrkede læreplan definerer bl.a. lederens og bestyrelsens kompetencer, ligesom den sætter grænser for den kommunale styring af det enkelte dagtilbud. Både defineringen af kompetencer, men ikke mindst indholdet af den politiske beslutning om den styrkede læreplan, flytter fokus fra generelle pædagogiske tiltag og mål til en mere adækvat forståelse af pædagogik, som noget der er lokalt forankret og lokalt situeret i det konkrete dagtilbud med lige præcis de personaler og de børn, der har sin gang her. Med den styrkede læreplan er leg, børnefællesskaber og børneperspektivet jf. det pædagogiske grundlag kommet i fokus, modsat tidligere hvor det handlede om et mere snævert fokus på læring, læringsmål og måling af, om børn kunne det forventede på det forventede tidspunkt. Dette er en udvikling, vi bifalder og kraftigt støtter, da den vægter personalets faglighed og dømmekraft og børnenes livsudfoldelsesmuligheder.

Derfor kan vi også sige, at vi har været undervejs længe med at udvikle vores faglighed i den retning. Vi har bl.a. gennem flere år arbejdet med pædagogiske fortællinger , som grundlag for diskussioner om Valhallas pædagogik og pædagogiske praksis. Vi har også arbejdet med systematisk refleksion , hvor personalet opøver evnen til at se udover hverdagstolkninger og gennem systematisk analyse finde frem til konkrete ændringer af deres hverdagspraksis og pædagogiske tilgang, så den bedre passer til de konkrete børn, vi har, og dermed bedre støtter dem i deres udvikling. Vi har uddannet faglige fyrtårne, som i samarbejde med ledelsen og områdets udviklingspædagog løbende udfordrer praksis og sætter fokus på tematikker fra den styrkede læreplan, så vi holder processen levende gennem fælles refleksion og løbende justeringer af praksis. Vi har over flere omgange haft forskere ude, som har lavet observationer af vores måder at arbejde på, og vi været deltager i flere forskningsprojekter. Vi har med andre ord både forsøgt selv, men også ladet andre udfordre os i vores bestræbelser på at gøre Valhalla til den bedst mulige ramme for de børn, vi har.

Igennem hele 2019, og intensiveret fra efteråret 2019, arbejdede vi med at skabe fortællinger fra vores hverdag med de pædagogiske succeser, fiaskoer og dilemmaer, som en kompleks organisme som Valhalla indeholder med de 110-120 børn, 30 personaler og ca. 200 forældre, der har deres daglige gang i huset. Disse fortællinger er råstoffet i vores læreplan. De binder Valhalla sammen, men de udfordrer også vores faglighed og hjælper os til at holde os på tæerne.

For det videre forløb med udarbejdelsen af læreplanen havde vi tilrettelagt en proces med et to-dags seminar i marts 2020, hvor vi med baggrund i al vores materiale skulle starte skriveprocessen med denne læreplan. Den plan blev dog vendt på hovedet af den første nedlukning ifm. corona-pandemien, så vi måtte tænke om. 

Vi omorganiserede processen, så den blev digital, og fik produceret en stor mængde rå tekst. På grund af corona-restriktioner, der forhindrede os i at samle hele personalegruppen, fik vi først mulighed for at have reelle fælles drøftelser af teksterne i slutningen af oktober 2020. Dette bærer læreplanen sikkert præg af. I hvert fald gemmer der sig stadig mange vigtige diskussioner i teksterne, hvilket bliver en vigtig del af næste periodes arbejde med læreplanen.

Det samme gælder forældreinvolveringen i læreplanen, som har været minimal, da vi på grund af corona-restriktioner ikke har kunne mødes med forældrene og vores kontaktudvalg. Så et hovedfokus i næste læreplansperiode er diskussioner af læreplanen, både med vores forældre og internt blandt personalet.

Corona-pandemien har også på andre måder sat sit præg på vores arbejde. Corona-perioden har både gjort mange ting meget mere besværligt og problematisk, men den har også åbnet op for nye pædagogiske erkendelser, hvilket vores læreplan helt tydeligt bærer præg af, og vi er slet ikke færdige med at diskutere, hvilke af de corona-relaterede ændringer af vores hverdagspraksis vi vil bevare og hvilke ikke. Igennem teksten vil I også kunne se, hvordan corona-restriktioner sætter større og større spor.

Strukturen i læreplanen
Vi har valgt at opbygge vores læreplan over et dagsforløb, hvor vi beskriver hvad der kendetegner det pædagogiske læringsmiljø på forskellige tider af dagen og løbende inddrager forskellige centrale elementer fra vores hverdagspraksis (f.eks. søvn, som kommer i afsnittet om middagsstunden, ture ud af huset, som kommer i afsnittet om formiddagen osv.). Med udgangspunkt i en dagsrytme inddrager vi de forskellige læreplanstemaer, når det er relevant. Dette svarer også til vores organisering af det pædagogiske arbejde, hvor læreplanstemaerne indgår hele tiden, på kryds og tværs, i alle slags aktiviteter, uanset om det er vores daglige rutiner, de planlagte pædagogiske aktiviteter eller de rammer vi stiller til rådighed for børnenes egen leg.

Efter hovedpunktet i læreplanen, dagsrytmen, har vi samlet vores overvejelser om elementerne i det fælles pædagogiske grundlag, som er fundamentet i beslutningen om den styrkede læreplan.

Vi har med andre ord prøvet at beskrive, hvordan vi forstår og bruger det fælles pædagogiske grundlag, så det forhåbentligt bliver tydeligt, hvad vi lægger i begreberne, og hvordan vi arbejder med elementerne i vores praksis.

Både for afsnittet om dagsrytmen og afsnittet om det pædagogiske grundlag gælder, at den udgave af læreplanen, du sidder med her, er en forkortet version. Den fulde version kan findes på vores hjemmeside www.boernehuset-valhalla.aula.dk. Den fulde version kan enten læses i sin helhed for at få det store billede af Valhalla, eller den kan bruges som et slags opslagsværk, hvis man er mere interesseret i at få uddybet enkelte elementer af vores virke, vores dagligdag eller vores pædagogiske overvejelser, eller læse flere pædagogiske fortællinger fra hverdagen.

Afslutningsvis har vi samlet lidt fakta om Valhalla, vores geografi, vores børn og forældre samt personalet, så man får et indtryk af vores fysiske og ressourcemæssige ramme.

Denne udgave, selvom den er små 50 sider lange, kalder vi en Pixi-udgave. Dette fordi du også kan finde et link til de samlede tekster, vi har udarbejdet henover de sidste par år. Som sagt kan du læse den fra ende til anden, eller den kan bruges om et slags opslagsværk om Valhalla og vores pædagogik og hverdag

God læselyst!

På vegne af Valhalla,
Allan Baumann
Dagtilbudsleder
 

Dokumenter